STED: Autocentralen, Bugattivej 4, 7100 Vejle
Vi slutter første halvår af med et spændende besøg hos Autocentralen – én af landets største bilkoncerner med stort salg til både erhverv og privat samt en lang række andre services.

Programmet ser sådan ud...
Besøget starter som en del af virksomhedens ’Erhvervs-days’ hvor hele huset er omdannet med fokus på erhvervsmuligheder.
Fra kl. 17.30 – 18.30 deler vi derfor lokalerne med andre, kigger rundt i udstillingen og får lidt til maven
Fra kl. 18.30 har vi lokalerne for os selv, og Michael fra Autocentralen byder velkommen og vil fortælle om virksomheden og kommer bla. ind på nedenstående emner:
- Virksomheden generelt, historik og udvikling
- Hvilken betydning har de politiske tiltag
- Hvordan bevarer man god kundetilfredshed
- Lidt om deres erhvervsprogram og elbilmarkedet
Og så dukker der jo sikkert en række gode spørgsmål op…

Facts om Autocentralen
Autocentralen er en af landets største bilkoncerner med en række bilhuse i henholdsvis Jylland samt i Storkøbenhavn. Koncernen er Danmarks største privatejede forhandler af Semler-mærkerne Cupra, Seat, Skoda og Volkswagen. Autocentralen er desuden Audi Servicepartner i Esbjerg, Horsens, Kolding og Viborg.
Autocentralen driver egen import- og eksportforretning, har eget erhvervsleasing-afdeling samt tyverisikringsfirmaet Arcasafe. Flexleasingselskabet Granturismo Cars, det eksklusive bilhus Carclub samt DKT Auto A/S, der leverer indretning, opbygning og foliering af køretøjer. er ligeledes en del af Autocentralen-familien.
Samlet er der godt 500 medarbejdere i Autocentralen, som er grundlagt i 1976 med udgangspunkt i Kolding af Knud Majgaard Jensen. Koncernen ejes og drives fortsat af grundlæggeren sammen med sønnerne Palle og Anders Lindskov Jensen, der er henholdsvis salgsdirektør og administrerende direktør i Autocentralen.
Tilmelding gerne allerede nu og senest torsdag d. 12. juni
til Yvonne Knudsen på yk@jk-pavilloner.dk.
Vi glæder os til at se dig til et rigtig spændende og hyggeligt netværksarrangement.